| 
             Mit billede kan ses øverst
            på denne side, eller i dette link: http://www.photo-gallery.dk/oversigt/kunst_kultur_&_musik/aktionsteater/_gadeteater-076.html 
            Jeg har naturligvis sendt TV2
            en regning for brugen af mit billede, men den har TV2 nægtet
            at betale, og derfor er TV2 havnet i denne gabestok, og her vil
            de blive siddende indtil mit honorar et betalt. 
            Og selv om der ikke er så
            meget sjov ved denne sag, så er det trods alt lidt morsomt,
            at det billede som er blevet publiceret på TV2's hjemmeside,
            er en person i en gabestok... 
            Ifg. www.dk-hostmaster.dk - så
            er domænet tv2.dk ejet af TV2 DANMARK A/S, Rugaardsvej
            25, DK-5100 Odense C, Danmark, +45 65 91 91 91, og dermed ansvarlig
            for det der publiceres på www.tv2.dk 
            Jeg har gjort mig flg. tanker om sagen 
            Den statsejede TV-station TV2
            har en hjemmeside, på den er der et område, hvor
            et antal ulønnede bloggere bidrager med artikler og skriverier,
            på den måde får TV2 en masse gratis indhold
            på deres hjemmeside. 
            Bloggernes skriverier giver naturligvis
            en hel masse aktivitet og trafik på TV2's hjemmeside, og
            TV2 tjener gode penge på, at vise masser af reklamer for
            de besøgende, alt i alt en ordning som TV2 sikkert er
            ganske godt tilfreds med. 
            Men en hel masse artikler uden
            billeder og illustrationer er jo ikke særligt spændende,
            så derfor har TV2 gjort det muligt for bloggerne, at de
            kan indsætte billeder i deres artikler, og det er åbenlyst,
            at TV2 lukker øjnene for, at en meget stor andel af de
            billeder og illustrationer, som bloggerne sætter ind i
            deres blogs, er materiale som de har tyv-hugget rundt omkring
            på Internettet. 
            Jeg har konstateret, at et af
            mine billeder blev publiceret på TV2's hjemmeside, og derfor
            sendte jeg TV2 en faktura for brugen af mit billede, dagen efter
            modtog jeg et næsvist og dumsmart svar, hvor TV2 oplyser
            mig, at det ikke TV2's ansvar, at en af deres brugere har uploadet
            mit billede til TV2's hjemmeside. 
            På den måde gør
            TV2 sig selv til en slags "hæler", idet der på
            TV2's hjemmeside er publiceret et billede, som en blogger har
            tyv-hugget fra min hjemmeside, det er en krænkelse af min
            ophavsret, og jeg kan ikke sige, om TV2 ikke kan eller ikke vil
            medvirke til en løsning, jeg kan blot konstatere, at TV2
            ikke vil betale mit honorar, og TV2 oplyser mig ikke navn og
            adresse på den pågældende blogger, som TV2
            selv mener er den som bør betale for anvendelsen af mit
            billede. TV2 har også ignoreret mit forslag om, at de kunne
            vidersende min regning til bloggeren. 
            Jeg kan naturligvis gå
            rettes vej, men inden jeg gør det, så er der en
            række overvejelser som jeg først skal gøre
            mig, for selv om der ikke er nogen tvivl om, at min ophavsret
            er blevet krænket, så er advokater meget dyre. 
            Jeg skal nemlig starte med at
            føre en inkassosag mod TV2, hvor jeg skal rejse et krav
            om, at TV2 skal betale mit honorar, hvis det skulle vise sig,
            at TV2 får medhold i, at de ikke skal betale mit honorar,
            men at det derimod er den blogger, der har uploadet mit billede
            til TV2's hjemmeside som skal betale, så bliver det en
            meget besværlig sag. 
            Hvis det viser sig, at det er
            bloggeren som skal betale, så skal jeg først have
            TV2 dømt til at udlevere mig navn og adresse på
            den pågældende blogger. Og jeg er usikker på,
            om dette krav kan rejses på det samme retsmøde,
            eller om der skal udtages en helt ny stævning på
            det krav. 
            Men når TV2 bliver indkaldt
            i retten med et krav om, at de skal oplyse mig navn og adresse
            på bloggeren, så vil de sikkert meddele retten, at
            de kun har den IP-adresse, som bloggeren anvendte, da han/hun
            uploadede mit billede til TV2's hjemmeside. 
            IP-adressen kan vise sig at være
            blindgyde, idet den pågældende blogger kan ha' skrevet
            artiklen og uploadet billedet fra en offentlig computer på
            et bibliotek eller en uddannelsesinstitution, bloggeren kan også
            ha' anvendt en proxy-server, som gør, at han/hun slet
            ikke kan spores. 
            Hvis IP-adressen er valid, så
            skal min advokat endnu en tur i retten, hvor han skal have en
            dommerkendelse om, at den Internetudbyder som har det overordnede
            ansvar for den pågældende IP-adresse, skal oplyse
            navn og adresse på den kunde, som har brugt den. Her kan
            det også ende i en blindgyde, hvis bloggeren bor på
            et kollegium eller i en boligforening, hvor mange brugere via
            en router deler den oplyste IP-adresse. 
            Hvis det er så heldigt,
            at IP-adressen peger direkte på enkelt kunde, så
            kan min advokat indstævne bloggeren i retten, med et krav
            om betaling af mit honorar + sagens omkostninger. Og selv om
            der nok ikke er tvivl om udfaldet af sagen, så er der ikke
            nogen garanti for betalingen. For den blogger som har uploadet
            mit billede til TV2's hjemmeside kan være en arbejdsløs
            enlig mor på bistandshjælp, som er insolvent, og
            derfor ude af stand til at betale mit honorar og sagens omkostninger,
            og så hænger jeg selv på hele regningen. 
            Disse overvejelser har medført,
            at jeg må konkludere, at der er tale om en meget grov form
            for ansvarsforflygtigelse, når et stort statsejet medie
            som TV2 kan fungere som en slags "hæler" af billeder
            og illustrationer, som krænker tredieparts ophavsret, og
            at TV2 groft udnytter, at det er en meget dyr og tung proces,
            at forfølge en sådan sag. 
            Det burde som udgangspunkt være
            sådan, at det er den/de ansvarlige for en given hjemmeside,
            som har publiceret billeder og/eller illustrationer, som har
            krænket tredieparts ophavsret, der i første omgang
            skal betale for brugen. Den/de ansvarlige for den pågældende
            hjemmeside kan så selv gå videre til den bruger,
            som har uploadet materialet. På den måde vil man
            presse hjemmesidernes ejere til at holde bedre styr på,
            hvem deres brugere er, og hvad disse brugere uploader til deres
            hjemmeside. En bedre kontrol med brugernes navn, adresse og cpr.
            nummer vil også medføre, at brugerne bliver mere
            forsigtige med, at de overholder lovgivningen. 
            12. november 2010 - NRE
            |