Mølleådalen / Millriver valley - preview (1 of 31)
image/_brede-230.jpg
brede-230.jpg
image/_brede-240.jpg
brede-240.jpg
image/_brede-42.jpg
brede-42.jpg
image/_brede-43.jpg
brede-43.jpg
image/_brede-44.jpg
brede-44.jpg
image/_brede-45.jpg
brede-45.jpg
image/_brede-46.jpg
brede-46.jpg
image/_brede-47.jpg
brede-47.jpg
image/_brede-48.jpg
brede-48.jpg
image/_brede-49.jpg
brede-49.jpg
image/_brede-50.jpg
brede-50.jpg
image/_brede-508.jpg
brede-508.jpg
image/_brede-509.jpg
brede-509.jpg
image/_brede-52.jpg
brede-52.jpg
image/_brede-54.jpg
brede-54.jpg
image/_brede-55.jpg
brede-55.jpg
image/_brede-56.jpg
brede-56.jpg
image/_brede-57.jpg
brede-57.jpg
image/_brede-59.jpg
brede-59.jpg
image/_brede-60.jpg
brede-60.jpg

next >>
|1|2|3|4|5|6|7|8|9|10|11|12|13|14|15|16|17|18|19|20|21|22|23|24|25|26|27|28|29|30|31|
Index / Home

Mølleåen
- Sjællands største vandløbssystem

Mølleåen udspringer 33 meter over havet i Hettings Mose lidt nord for Ganløse Eged, hvor der er et vandskel mellem Buresø og Bastrup sø. På sin vej videre fra Bastrup Sø og ud til Øresund, der løber åen gennem 3 store søer, Farum sø, Furesøen og Lyngby sø, der er tillige tilløb fra en lang række mindre vandløb, og søer, herunder Bagsværd Sø, Vejle Sø og Søllerød Sø.

Mølleåen har en samlet længde på ca. 36 km, det er Sjællands største og vandrigste vandløbssystem, der afvander et hydrologisk opland på 126 kvadratkilometer. På den øvre del, der danner Mølleåen og Bastrup Sø en naturlig grænse mellem Egedal og Allerød kommuner, på den nedre del løber den gennem først Furesø og dernæst Lyngby-Taarbæk kommuner.

Mølleådalen og søerne er dannet som tunneldale af smeltevand ved slutningen af den sidste istid, og åen har været så stor og vandrig, at helt frem til etableringen af de store industrimøller i 1600- og 1700-tallet, der har den med mindre fartøjer været sejlbar i hele sin længde.

Det oldnordiske navn for Mølleåen er "Lughn", som betyder "den roligt flydende". Det indikerer netop, at åen har været stor, bred og relativ dyb, og derfor meget velegnet til sejlads med mindre fladbundede både. Og det er ikke spor usandsynligt, at der tilbage i vikingetiden har været et dragested på det korte stykke, ved vanskellet mellem Bastrup Sø og Buresø, så der har kunnet fragtes varer tværs over Nordsjælland mellem Roskilde Fjord og Øresund.

Under den store arbejdsløshed i 30'erne, der blev den øvre del af Mølleåen fra Bastrup Sø og ned til Farum Sø udrettet og reguleret, som en del af et beskæftigelsesprojekt, og det medførte naturligvis, at åen blev omdannet til en snorlige og smal rende, med en hurtig strøm, og den førhen så vandrige ådal blev afvandet. På samme tid blev der også anlagt en sti langs med Mølleåen, hele vejen fra Bastrup Sø og ud til Øresund, stien eksisterer stadig, og man må virkelig sige, at den har været en rimelig god investering.

Hvis man kigger tilbage i historien, så har der været vandmøller langs næsten alle danske vandløb, og Mølleåens fald på 33 meter har givet mulighed for etablering et stort antal vandmøller langs åen. De fleste af møllerne blev anlagt og/eller kraftigt udvidet i forbindelse med industrialiseringen i 1600- og 1700-tallet. Og Furesøens store reservoir giver den nedre del af åløbet en meget jævn og stabil vandføring, normalt 300-400 liter/sekundet. Det har sammen med et fald på 19 meter over åens nederste 9 km dannet grundlag for, at der har kunnet etableres hele 10 store industrielle vandmøller på denne korte strækning. Og det er derfor vi i dag kan konstatere, at dansk industris vugge stod ved Mølleåen.

Møllerne der ligger langs åen er i nævnte rækkefølge: Øvre Hestetangmølle, Nedre Hestetangmølle, Frederiksdal Mølle, Lyngby Nordre Mølle, Lyngby Søndre Mølle, Fuglevad Mølle, Brede Mølle, Ørholm Mølle, Nymølle, Stampen, Raadvad Mølle og Strandmøllen. Alle de gamle indusrtimøller er i dag fredet, det er dog kun Lyngby mølle og Stampen, som har intakte møllehjul. Og Stampen er ikke en 100% original mølle, det er nemlig et uldspinderi fra Rebstrup i Nordjylland, som Nationalmuseet har flyttet her til Storkøbenhavn. Øvre og Nedre Hestetangmølle er ikke industrimøller, men derimod gamle kornmøller, som har eksisteret siden middelalderen.

Efter nutidens målestok, der ligger alle Mølleåens industrimøller meget tæt på København, men sådan var det ikke 1600- og 1700-tallet da møllerne blev anlagt, dengang lå de tre-fire timers rask gang, eller mere end halvanden times hestevognskørsel fra byen. Den isolerede beliggenhed gjorde, at fabriksejerne ved flere af møllerne opførte boliger til de ansatte, for selv om vandkraften lavede det hårde arbejde, så krævede datiden industriproduktion mange hænder, og ved de største af møllerne opstod der mindre byer, med små rækkehuse eller etageboliger til arbejderne, og mere eksklusive boliger til de ledende medarbejdere.

De fleste af virksomhederne forsatte produktionen i de gamle bygninger til langt op i 1900-tallet, undervejs blev vandkraften dog suppleret med først dampmaskiner, og sidenhen med elmotorer, men i årene efter anden verdendenskrig kommer der så meget fart på industriproduktionen, at de store gamle virksomhedder flytter til nye og mere moderne fabriksanlæg.

Fra 50'erne og frem bliver de gamle fabriksbygninger gradvist tilpasset til nye formål, dels er der mange mindre virksomheder som rykker ind i dele af de oprindelige fabriksbygninger, nogle af bygningerne bliver indvendigt ombygget og moderniseret, så de kan anvendes til boliger og liberale erhverv. Ørholm og Brede er overtaget af Nationalmuseet, som bruger dem til konserverings- og restaureringsværksteder, magasiner og udstillingslokaler. Strandmøllen er faktisk den eneste industrivirksomhed som ikke er flyttet, men den har i dag kun lager og administration i de gamle bygninger.

Her i der 21. århundrede står vi så med en Mølleå, der på alle måder er præget af 400 års kulturhistore, med opstemninger, mølledamme og de gamle fredede fabriksanlæg. Strækket fra Frederiksdal til Lyngby Sø er tillige blevet kanaliseret, det skete dengang da man i slutningen af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet, byggede den ydre ring af fæstningsværker rundt om København, planen var nemlig, at store områder nord for København skulle oversvømmes med vand fra Furesøen, hvis byen blev angrebet. Og derfor var der behov for en bred kanal, der på kort tid kunne lede en masse vand ud til de områder, som skulle oversvømmes.

Men nede under alt det menneskeskabte, der er Mølleåen jo stadig et vandløb, som forbinder en række store søer med Øresund, og vi er som moderne mennesker forpligtiget til at overveje, om vi kan reparere på nogle af de skader, som den menneskelige aktivitet har påført åen. Og prisen for en naturgenopretning er egenlig småpenge, hvis vi ser udgiften i forhold til al den økonomiske fremgang, som åen og vandmøllerne hen over de næsten 400 år har givet til det danske samfund.

Det er naturligvis ikke en nem opgave, at lave naturgenopretningsprojekter ved et så gennemreguleret vandløb som Mølleåen, og der er virkelig mange og meget stærke interesser, som kolliderer med hinanden.

Først så er der alle dem, der udelukkende ser på de kulturhistoriske værdier, de tænker kun på, at bevare alting som var hele Mølleådalen et kæmpe stort frilandsmuseum, og deres mål er at forhindre selv den mindste forandring. Nogle af dem er så fokuserede på fortiden, at deres højste ønske ville være, at det ved lov blev påbudt, at alle dem der går en søndagstur langs Mølleåen, de skal være iført tidstypisk arbejdstøj fra 1800-tallet og træsko, så de står godt til det pittoreske miljø.

Dernæst er der alle dem med de økonomiske interesser, det er dem der ejer dyre huse som ligger naturskønt ned til ådalen og mølledammene, de har deres blik stift rettet mod, at der ikke må ske noget, som kan gøre deres ejendom mindre værd. Og de betragter enhver ændring som en potentiel fare, og det uanset om den rent faktisk vil påvirke deres matrikel.

Endelig så er der en stor broget gruppe, der som udgangspunkt prioriterer naturen og miljøet, de er dog ikke nådeløse overfor kulturminderne, men de mener ikke det forringer en gammel fredet industribygning, at man leder åens vand uden om i et stryg, så der genetableres en fri passage for de fisk og dyr, der vandrer i Mølleåens vandløbssystem.

Lige nu er det sådan, at Natura 2000 og EU's vandrammedirektiv presser meget hårdt på, de pålægger nemlig politikerne og de ansvarlige myndighedder, at der skal laves nogle tiltag, som sikrer Mølleåen en bedre vandkvalitet, og et frit løb. Der er også blevet udarbejdet ind til flere dyre konsulentrapporter, med mange gode forslag til en samlet løsning for hele Mølleåen, det indebærer blandt andet, at der etableres omløbsstryg ved alle opstemningerne, og da staten ejer de fleste af de arealer, som vil blive berørt af de foreslåede omløbsstryg, så burde det egenlig kun være et spørgsmål om, at komme i gang med projekterne.

Men Danmarks Naturfredningsforening kan ikke beslutte sig for, om den skal være en forening, som målrettet arbejder for naturen, eller for en kompromisløs bevarelse af kulturprodukter, så derfor har DN ind til videre valgt den noget aparte holdning, at der slet ikke skal gøres noget, og det har i praksis medført, at DN har gjort alt for at forhindre, at der kan etableres omløbsstryg ved alle de ni opstemninger, som der er på den nedre del af Mølleåen.

Lyngby-Taarbæk kommune har også modarbejdet projektet, da det ville koste kommunen ca. 2,6 millioner kroner til opkøb af det areal, som skulle bruges til omløbsstryget ved Strandmøllen, kommunens motiver er naturligvis besparelsen, men mon ikke også det er hensynet til en masse velhavende grundejere, som har haft indflydelse på den beslutning.

Medens de mange interesser kæmper mod hinanden, der må Mølleåens vand forsat passere hele 9 opstemninger, som effektivt forhindrer, at havørreder kan vandre op i den øvre del af åen og gyde deres æg, og at de små glasål, som har svømmet hele vejen over atlanten fra Sargassohavet, kan trække det sidste stykke på få kilometer ind til de store søer, hvor de kan vokse sig tykke og fede.

Derfor må lystfiskerne år efter år opdrætte og udsætte havørredyngel i Mølleåens udmunding, så de på den måde kompenserer for den manglende naturlige reproduktion, og politikerne har allerede vedtaget en ålehandlingsplan, som reducerer fangsterne af ål, det er nemlig blevet alt for dyrt, at have en mand til at gå i 2-3 uger i indtræks sæsonen, og fange glasål nedenfor Strandmøllens opstemning, så de kan transporteres ind til, og udsættes i søerne.

© 29. april 2013 Niels Riis Ebbesen